”Kik forbi” i svømmehallen er til salg


På grund af problemer med helbredet har 66-årige Britta Hedegård valgt at sige farvel til sin sandwich forretning og kiosk i Ringkøbing Svømmehal

Siden 2012 har Britta Hedegård drevet sandwich butik og kiosk under navnet ”Kik forbi” i lejede lokaler i indgangspartiet i Ringkøbing Svømmehal. På grund af problemer med helbredet har hun nu besluttet at sige farvel til sin virksomhed og søge ny ejer.

- Min mor, der har rundet de 66 år, havde planlagt at stoppe med ”Kik forbi” i løbet af efteråret 2022 i forbindelse med, at hendes kontrakt for leje af lokaler i Ringkøbing Svømmehal udløber. Men på grund af helbredsproblemer har hun besluttet at stoppe allerede nu og give andre muligheder for at overtage den forretning, som har været hendes et og alt, siden hun startede den i 2006 i Vester Strandgade og senere fra 2012 flyttede den til lokaler i Ringkøbing Svømmehal, fortæller Britta Hedegårds søn, Frederik.

Inde i huset og ud af huset

Ud over at drive kiosk for de mange brugere af Ringkøbing Svømmehal har Britta Hedegård gennem de næsten 10 år i disse rammer solgt sandwichers ud af huset til bl.a. virksomheder og skoler. Samtidig har hun stået for billetsalg til brugere af svømmehallen og ligeledes via en aftale med svømmehallen stået for udleje af stedets forsamlingslokale til fester og sammenkomster.

- Min mor har gennem årene opbygget en stor og trofast kundekreds, både blandt svømmehallens brugere og blandt faste kunder ”udenfor huset”. Hun er meget taknemlig for den store opbakning, hun har haft blandt alle kunder og håber nu, at det kan have en interesse for en anden/andre at drive stedet videre - enten i dets nuværende form eller i et andet koncept, der f.eks. kan udnytte lokalerne i tilknytning til svømmehallens indgangsparti på en anden måde. Der er en stor, daglig kundestrøm i Ringkøbing Svømmehal, og placeringen ved fjorden er jo naturmæssigt helt unik. Så på vegne af min mor håber jeg at modtage henvendelse fra en eller flere, der går med en drøm om at blive selvstændig, siger Frederik Hedegård.

En ”institution” i svømmehallen

Ringkøbing Svømmehal drives af ROFI, og ROFI-Centrets leder, Per Lange Andersen, understreger:

- Britta har i en lang årrække været ”en institution” i svømmehallen og har været et meget stort aktiv i den daglige service for og til vores mange brugere. Vi vil i den grad komme til at savne hende som den faste del og medspiller i huset, men vi har naturligvis stor forståelse for, at Britta nu har valgt at stoppe. Vi vil ønske hende alt det bedste fremover. Det gode samarbejde, vi har haft med Britta, vil vi gerne videreføre med en ny ejer af hendes virksomhed, og vi er meget åbne over for f.eks. en ny indretning af lokalerne og et nyt koncept, hvis det ønskes af det nye ejerskab, siger Per Lange Andersen.

 

  ”Kik forbi” har til huse i lejede lokaler i Ringkøbing Svømmehal.