Sofie og Mads er med i boom i babysvømning


Efter fem måneders nedlukning oplever Ringkøbing Svømmehal, der drives af ROFI, at tilbud om babysvømning er blevet et stort tilløbsstykke

Når der udbydes hold til babysvømning i Ringkøbing Svømmehal, viser tidligere års erfaringer, at der er et tilstrækkeligt antal tilmeldte børn og forældre til at kunne starte to hold - i bedste fald tre hold. Babysvømning er også et tilbud nu, hvor svømmehallen, der drives af ROFI, efter fem måneders nedlukning på grund af coronaen åbnede igen i starten af maj. Og der kan i den grad tales om ”et boom i babysvømningen”. Fem hold med i alt 58 babyer i alderen otte uger til et år, plus deres forældre, er startet i disciplinen, hvor motorik, nærvær og samvær er nogle af nøgleordene.

Tovholder på og instruktør i babysvømningen i Ringkøbing Svømmehal, Mette Lange Andersen, har følgende bud på, hvorfor der netop nu blandt nye forældre er så stor interesse for at tage deres nyfødte med til svømning.

Rygterne går…

- For det første tror jeg, det efterhånden er rygtedes, at vi har et rigtig godt tilbud til børnene og deres forældre. Vi har eksempelvis ca. 200 medlemmer i en facebookgruppe om babysvømning. For det andet har vi optimale forhold i Ringkøbing Svømmehal og tidspunkter for babysvømning, der passer de fleste. Og for det tredje har jeg en fornemmelse af, at der er kommet flere børn til verden i løbet af det seneste år med corona. Men om den fornemmelse statistisk holder vand - det ved jeg ikke. Fakta er i hvert fald, at babysvømning er blevet et tilløbsstykke, siger Mette Lange Andersen.

Hver mandag og hver fredag er der med Mette som instruktør hold i babysvømning i Ringkøbing Svømmehal. Forløbet på de enkelte hold er normalt 10 uger, men man kan på de nuværende hold kun nå fem gange inden sommerferien. Hver træning strækker sig over en halv time med leg, sang, læring, nærvær og samvær. Da der er tale om børn, der nødvendigvis skal have en voksen som ledsager, behøver forældre ikke at møde op med bevis på coronatest. Bortset fra det skal alle øvrige retningslinjer for at forebygge smitte med Covid 19 naturligvis overholdes.

Sofie og Mads

Sofie Lund Andersen fra Lem og hendes søn Mads, der i alder har rundet de fire måneder, er to af de mange forældre og deres forholdsvis nyfødte, der er med i babysvømning i Ringkøbing Svømmehal.

- For et par år siden var jeg til babysvømning her i svømmehallen med vores første barn. Alberte. Det var for os begge en stor succes. Derfor var det helt naturligt, at Mads også skal have den oplevelse. Børnene nyder helt tydeligt at komme i vand. Det giver et helt specielt nærvær for os at være sammen på den måde, samtidig med at vi oplever et godt og sjovt fællesskab med de øvrige forældre og babyer og instruktøren. Og efter en lang periode, hvor meget har været lukket, er det fantastisk at komme ud og opleve normalt, socialt samvær med andre, understreger Sofie Lund Andersen. Det ser ud til, at Mads er helt enig!

Godt for børn og for forældre

Men hvorfor egentlig sende babyer ud på så forholdsvis dybt vand, hvor de ikke kan bunde? Mette Lange Andersen forklarer, hvorfor babysvømning er godt - også for forældrene:

- Øvelserne i vandet er med til at styrke børnenes stabilitet, motorik og reflekser. De vænner sig fra en meget tidlig alder til at være i vand, hvilket de kan få glæde af senere i livet. Øvelserne i vand giver et helt specielt nærvær mellem mor/far og barn, og så drejer det sig helt enkelt om, at babyerne og deres forældre skal have det hyggeligt med hinanden med lidt motion og socialt samvær. Undervejs i forløbene oplever jeg, at der både i bassinet og i omklædningsrummet er en masse erfaringsudveksling mellem mødrene om alt, hvad der har med babyer at gøre. Det er jo en god tillægsgevinst, siger Mette Lange Andersen.

Samtidig understreger hun, at det voksne islæt i babysvømningen absolut ikke kun er for mødre. Fædre er også meget velkomne, og faktisk er der på de igangværende, nye hold et par fædre, der supplerer den voksne rolle i bassinet. Der er også eksempler på, at mormødre og farmødre er med, hvis der er tvillinger, der skal opleve nærvær i vandet.